KARNEVAL 2008 | 02-05-2008 23:05:00
Alligevel karneval i år
Københavns traditionsrige karneval genopstår nu med professionel ledelse.
Siden årsskiftet har der været tvivl om Københavns årlige pinsekarneval ville blive gennemført. Men nu er usikkerheden væk, og karnevallet genopstår i en helt ny form i 2008.
Hvor karnevallet tidligere var drevet af Landsforeningen Karneval i København(KIK), arrangeres det i år af en sammenslutning af Københavns mange karnevalsgrupper.
Sammenslutningen har i år valgt at ansætte en professionel ledelse, også med henblik på karnevallet fremtidige udvikling. Det sker efter ønske fra baglandet, der har efterspurgt en ny struktur til at sikre karnevalsmiljøet de bedst mulige rammer.
Udover det traditionelle optog på Strøget og de tre dages sambafestival i Fælledparken vil karnevallet i år byde på en række fornyelser. Et af de nye tiltag er en kæmpe chilloutdjbar, hvor man kan slappe af med en drink, når man har mistet pusten over de hurtige sambarytmer. Herudover kommer der en del overraskelser, som ledelsen dog ikke vil afsløre endnu.
Leder af karnevallet Morten Sørensen er ikke i tvivl om, at karnevallet i år bliver en succes: ”Der kommer en masse ny musik og en masse nye spændende tiltag, der nok skal gøre det til en fed fest".
Karnevallet afholdes i Pinsen 9. - 11. maj.
Du kan finde information om karneval08 på www.karneval08.dk
|

|